Tænk hvis...
...du var omgivet af mennesker som delte den samme passion for undervisning som dig selv?
I 2016 var mine kollegaer og jeg så heldige at være på uddannelse 2 timer hver uge hvor vi blev undervist i PBL. Det var en spændende proces hvor det langsomt gik op for mig, at det var lige den tilgang til undervisning som jeg havde ventet på. Den tændte min indre ild og gav mig lyst og mod til at tænke undervisning helt anderledes, gøre den meningsfuld for mine elever og finde den røde tråd i tværfagligheden og autentiske problemstillinger. Jeg var meget opsat på at springe ud i det og gøre en kæmpe indsats for at mine elever kom til at opleve en skole der både var sjov, lærerende og meningsfuld.
Det bekymrede mig dog, om det mon var muligt at finde kollegaer som delte den samme passion som jeg selv. Jeg vidste godt, at for at mine drømme kunne gå i opfyldelse havde jeg brug for kollegaer omkring mig der ville det samme. Jeg vidste også, at for at jeg kunne lykkes som underviser var jeg afhængig af et team jeg kunne stole på og som i forandringsprocessen var forberedt på at afprøve, lave fejl og agere i kaos.
Jeg fandt mit helt perfekte team og august 2017 skulle blive året som blev startskuddet for vores allerførste PBL-projekt. Jeg havde virkelig glædet mig til at komme i gang. Jeg var spændt, fyldt med energi og store forventninger til mig selv, mit team og mine elever i første klasse. Mit team og jeg havde virkelig lagt mange kræfter i at designe de fedeste projekter til vores elever. Vi havde været igennem en lang proces, brugt mange timer på at finde frem til det helt rigtige afsæt. Sammen havde vi været frustrerede, uenige, begejstrede, skøre, sjove og havde rykket på hinandens grænser og udfordret vores mindset, big time!
”DreamTeam” kaldte vi os og med god grund. Vi gjorde det p.... godt og gik all in på alt hvad vi lavede. Jojo det var sørme ikke alle der mente at det nu også var nødvendigt at gøre så meget ud af det, ”skru nu lige lidt ned for ambitionen”, ”jeres kollegaer bliver stresset over hvor meget tid I bruger”. Jeg husker, at vi blev mega provokeret af det, vi var så passionerede og vi gjorde det godt! Hvorfor skulle vi lægge låg på os selv når vi brændte så meget for at gøre en forskel for vores elever, kernen! At vi så samtidig havde det sjovt og var høje på oplevelser, var en kæmpe gave.
Vi isolerede os i vores kælderlokale.
Lukkede kun god energi ind.
Troede på vores mission og fuldførte den.
Eleverne havde lys i øjnene og strålede af stolthed!
Jeg husker tydeligt den følelse vi sad med i kroppen efter vores første meget vellykkede projekt. Vi var høje på oplevelser og så stolte af vores elever og os selv. Det var bestemt en hård og tidskrævende proces vi havde været igennem, men det betød ikke så meget. Den tilfredshedsfølelse vi alle havde i kroppen overskyggede alt andet - vi gjorde det og vi gjorde det sammen.
Det er den bedste teamoplevelse jeg nogen sinde har haft. Når dagene indimellem kan virke uoverskuelige og modstanden trænger sig på, fremkalder jeg den følelse jeg havde dengang og får igen mod på at være trodsig og kæmpe for det jeg tror på.
Comments